Vær med til kåringen af Samsøs bedste kartoffelmad torsdag d. 25. maj

Kartofler fra Samsø er smagen af sommer, dansk hygge og lange lyse aftener i godt selskab.

De smørgule godbidder værdsættes af kokke og madelskere over hele landet, og på øen fejres sommerbebuderne med den årlige begivenhed Samsøs bedste kartoffelmad.

Samsø på tallerkenen
Det var Restaurant SAK med Yasser Rahim Naz i spidsen, der tog den ærefulde førsteplads som Samsøs bedste kartoffelmad sidste år med en mad bestående af blandt andet jomfruhummer, syltede æbler, fermenteret lime, sprøde mandler, brændt purløgssmør og, naturligvis, de obligatoriske nye Samsø-kartofler. Madden var i skarp konkurrence med otte andre delikate bud fra en række af øens spisesteder.

For hvor andre lokale kokkekonkurrencer ofte har deltagere fra hele landet eller endog udlandet, er konkurrencen Samsøs bedste kartoffelmad alene for samske spisesteder, hvilket der findes omkring 35 af. I år forventes der deltagelse fra ca. 10 af de lokale spisesteder.

LÆS MERE: Bliv væk på Samsø: Labyrinten er verdens største

Højtbelagt for sjette gang
I år er sjette gang, at Samsøs bedste kartoffelmad løber af stablen, og der forventes op mod 600 gæster, der overværer de lokale kokkes bestræbelser på at fremtrylle den bedste kartoffelmad. Det vil være muligt at sammensætte og spise sin egen favoritmad fra den store kartoffelbuffet, der byder sig til med sild, friske krydderurter og hvad der ellers hører til en god kartoffelmad.

Samsøs bedste kartoffelmad afholdes i Samsø Hallen torsdag den 25. maj fra kl. 11.30-15.00. Det koster kr. 50,- i entré inklusive stort tag-selv-bord.

Konkurrencen arrangeres af VisitSamsø i samarbejde med Samsø Restauratørforening og Samsø Fødevarenetværk, der er en sammenslutning af samske fødevareproducenter, restauratører og avlere. Du kan læse meget mere om Samsøs Bedste Kartoffelmad her.

 

Stjernespækket dommerpanel og knivskarp konferencier
Der er som altid hidkaldt et kompetent dommerpanel af garvede smørrebrødsspisere, der med vid, bid og god smag vil vurdere de deltagende kartoffelmadder.

Paul Cunningham er køkkenchef på den 2-stjernede Michelin-restaurant Henne Kirkeby Kro. Tidligere har Paul været køkkenchef på bl.a. Søllerød Kro, Formel B og i sin egen restaurant i Tivoli, The Paul. Det er 4. gang, Paul er dommer ved Samsøs bedste kartoffelmad.

Rasmus ”Feinschmeckeren” Palsgård er madanmelder for magasinet gastro, og skriver også artikler om mad og vin til en række andre magasiner, dagblade og sin egen blog feinschmeckeren.dk. Rasmus er dommer ved Samsøs bedste kartoffelmad for 4. gang.

Nadia Mathiasen er uddannet journalist og lever i dag af at skrive om mad og udvikle opskrifter til magasiner, dagblade og TV. Hun er forfatteren bag kogebøgerne Foodfanatic Thai og Kødfri Mandag. Hun står bag madbloggen foodfanatic.dk, der har op mod 100.000 unikke læsere om måneden. Det er 2. gang, Nadia er dommer ved Samsøs bedste kartoffelmad.

Ida Davidsen blev udlært som smørrebrødsjomfru i starten af 1950’erne, og har siden været et ikon for den danske frokostklassiker. Ida arbejder dagligt i den familieejede restaurant, som blev grundlagt i 1888. Det er 6. gang, Ida er dommer ved Samsøs bedste kartoffelmad.

Rasmus Munk er en af landets allerbedste og vildeste kokke. I 2015 åbnede han sin egen restaurant, ”Alchemist”, i København, der har høstet den ene topanmeldelse efter den anden. På restauranten får man hele 45 serveringer, bl.a. tørret koyver, bænkebidere, belugakaviar og lammehjerte. Rasmus har for nyligt fået stor, international opmærksomhed for en af sine retter, med hvilken han har skaffet over 500 nye organdonorer. Rasmus er med som dommer ved Samsøs bedste kartoffelmad for 3. gang.

Jesper Koch har i mere end 20 år svunget gryderne i både Danmark og det store udland, og har indtil flere Michelin-stjerner på vesten. Jesper kan også pryde sit CV med adskillige priser bl.a.: Dobbelt vinder af årets kok, en 4. plads ved EM, en 7. plads ved ”Bocouse d’Or” og modtager af Det Gastronomiske Akademis hædersdiplom. Lige nu kan vi også se Jesper i TV-programmet Masterchef på TV3. Det er 2. gang, Jesper er dommer ved “Samsøs bedste kartoffelmad”.

Jørgen Christian Jensen: Bubber, som vi kalder ham på Samsø, er en af de dygtigste kartoffelavlere, vi har. Bubber har med stor viden og kærlighed været med til at udvikle Samsø-kartoflen til det, den er i dag. Det er 4. gang, Bubber er dommer ved Samsøs bedste kartoffelmad.

Konferencier: Filmmand og provokatør Peter Aalbæk Jensen har endnu engang lovet at være konferencier, og vil styre løjerne med vanligt overskud og lune.

SKRIV EN BESKED