Mikkeller Running Club giver mulighed for en god omgang motion og en god øl til at køle af med.

Det gode vejr gør det efterhånden svært at retfærdiggøre, hvorfor man ikke lige har fået snøret løbeskoene og taget sig en løbetur endnu. Er man alligevel en af dem, der mangler den sidste ekstra motivation er Mikkeller Running Club måske noget for dig.

Mikkeller Running Club er tilknyttet bryghuset af samme navn, og er en løst sammensat gruppe af motionister der mødes ugentligt. Ikke nok med at man får et sammenhold med de andre løbere, der er også den ekstra krølle på halen, at man som regel mødes på Mikkeller baren efterfølgende til en post-trænings øl. Eller to.

LÆS MERE: Nyt samarbejde mellem Mikkeller, Atlas & VoxHall

Fællesskab og fadøl
Konceptet har spredt sig over hele verden, og der er over 140 Mikkeller løbeklubber på verdensplan, fra Tokyo til Toronto. Aarhus afdelingen kan dog bryste sig af at være en af de større. 

Løbeklubben løber hver tirsdag to forskellige ruter på enten tre eller seks kilometer, og alle er velkomne, uanset træningsniveau.

Løbeklubben er blevet så populær, at der ofte vil være omkring 15-18 løbere i Aarhus hver gang. Aarhus afdelingen løb oprindeligt første lørdag i måneden, men siden januar er det blevet til en ugentlig løbetur i stedet, på grund af den store efterspørgsel.

‘Der er ikke noget pres for at møde op, så folk kommer, når de kan. Jeg tror, den frihed er med til, at folk rigtig godt kan lide at møde op. Det er af lyst og ikke pligt,’ fortæller Lukas Marmer Hohwü, der er kaptajn i Aarhus afdelingen af løbeklubben og ansat i Mikkeller bottle shoppen på Skt Knuds Torv i Aarhus.

Fra joggetur til halvmarathon
Løbeklubben mødes også til større events, såsom Aarhus Halvmarathon og Berlin Marathon, så selvom den står på øl efter løbeturen, så er der stadigvæk mulighed for at være seriøs omkring sin træning. Lukas Marmer Hohwü understreger dog det vigtige specielle i at løbe med andre, uanset niveau.

‘Det er lige så meget for fællesskabets skyld, at vi mødes,’ siger han.

Vil du læse mere om løbeklubben, kan du gå ind på www.mikkellerrunningclub.dk

DEL

SKRIV EN BESKED