Torsdag den 6. april er der premiere på en ny forestilling i Ungdomskirken i Aarhus når Teater Teater fremfører ‘På vej, på flugt i livet’

En kvinde med en brun taske træder frem på scenen. Hun står på en perron og vil gerne med et tog. Men det kan hun ikke komme. Hun er flygtet fra krig og har ingen billet. Igennem sang forklarer hun sin fortvivlende situation, uden held. Hun bliver bakket op af et fem-mands band, der er med til at understøtte fortællingen.

Godt 45 minutter senere har perron 5-6 været besøgt af en lang række skæbner, der hver især har deres egne grunde for at rejse ud og komme hjem.

På vej, på flugt i livet er en teaterforestilling af teatergruppen Teater Teater. Den er fyldt med musik og humor, men også alvor, der altsammen kommer til udtryk igennem karakterer, man kan spejle sig i. Al musik og tekst er skrevet af teatergruppen selv, og de har arbejdet på forestillingen siden januar.

‘Vi besluttede os for, at vi ville lave denne forestilling sidste efterår, og startede med at lede efter folk, der gerne ville være med. Vi begyndte at idéudvikle på forestillingen og skrive sangene i starten af året,’ fortæller Camilla Julie Hedegaard Rasmussen, der er formand for Teater Teater.

LÆS MERE: Hattekompagniet sætter grundloven under lup i ny forestilling

Fra traditionelt teater til musikalsk forestilling
Ideen til På vej, på flugt i livet opstod på baggrund af et koncept, som skuespillerskolen i Aarhus benytter sig af. Man kommer på et overordnet emne, og så vælger man sange, der passer ind til det og benytter det i forestillingen.

‘Camilla og jeg var henne og se det, og synes det var et super fedt koncept. I fællesskab valgte vi overemnet “at rejse”, og valgte så en perron på en banegård som vores lokation,’ fortæller Signe Wriedt Jakobsson, der er medinstruktør på forestillingen.

Teatertruppen har tidligere arbejdet med mere traditionelle former for teater, og med På vej, på flugt i livet giver de sig for første gang i kast med at lave en musikalsk forestilling. En udfordring, de glædeligt tager på sig.

‘Det, vi ellers har lavet med Teater Teater, har været meget mere klassisk teater, så det har været spændende for os, som en gruppe. Jeg har ikke en specielt stærk stemme, så jeg synes det ville være en sjov måde at udfordre mig selv på. Vi har nogle fantastiske musikere, som har villet være med til at lære de her sange at kende,’ siger Elisabeth Gade, der har rollen som en komplet ignoreret avisuddeler i forestillingen.

På vej, på flugt i livet bliver fremført i Ungdomskirken d. 6.-7. april kl 19.30, og der er meget få billetter tilbage til den første af de to forestillinger. Billetterne koster kun 25 kroner. Du kan læse mere på forestillingens begivenheds-side på Facebook her.

Lørdag d. 8. april er der en ekstra forestilling. Denne forestilling er i forbindelse med Scenekunst Aarhus’ pilotprojekt og vil foregå til deres mini-festival på Brobjergskolen. Den er derfor gratis, men det er vigtigt, at man går ind på begivenheden og trykker deltag, så Scenekunst Aarhus har en ide om, hvor mange kommer.

DEL

SKRIV EN BESKED