Har du en gymnasial uddannelse, bliver det nu endnu lettere at opkvalificere den med en EUD. Forløbet kan nemlig nu tages online.

Hvis du har afsluttet en gymnasial uddannelse (STX, HTX eller HF) og ønsker en karriere som for eksempel advokatsekretær, speditør, revisorassistent eller indkøber, kan du på kun 10 uger blive klar til at gå i lære i en virksomhed.

Men som noget helt nyt kan man fra 3. april 2017 vælge at tage EUD for Studenter som et online-forløb, hvor undervisningen og eksamen udelukkende foregår online.

Erhvervserfaring i ekspresfart
Normalt vil et grundforløb på EUD tage et år, men hvis du har en gymnasial uddannelse i rygsækken, så kan skoletiden forkortes til kun 10 uger. Derefter kan du fortsætte på hovedforløbet, som består af to års erhvervserfaring gennem en elevplads i en virksomhed.

LÆS MERE: Ny uddannelse for spirende filmentusiaster i Aarhus

Der vil løbende i 2017 starte nye hold. Holdet med opstart d. 26. juni vil være et rent onlineforløb, mens holdene 7. august og 23. oktober vil give valgmuligheden mellem onlineforløb eller et mere traditionelt forløb med fremmøde.

Man skal tilmelde sig senest fem uger før studiestart. Det gør man ved at downloade, printe og udfylde tilmeldingsblanketten. Der kan gå op til to-tre uger efter sidste tilmeldingsfrist, før du hører fra skolen. Uddannelsen optager elever helt frem til studiestart, hvis der er ledige pladser.

Tilmeldingsblanketterne kan findes på Aarhus Business College hjemmeside.

SKRIV EN BESKED