Museum Ovartacis udfordrende kunst smelter sammen med videnskab og erhvervsliv, når udstillingskonceptet, Ovartaci Fields, bryder frem i Skejby til maj 2017. Kunsten er skabt af personer med psykiske lidelser.

Snart kan du opleve provokerende og konfronterende kunst i Business Park Skejby skabt af personer med psykiske lidelser. Dette sker når udstillingskonceptet, Ovartaci Fields, går i luften til maj. Museum Ovartaci står bag konceptet og udspringer af Psykiatrisk Hospital, der ligger i Riiskov.

Udstillingskonceptet kommer til at bestå af ni stedsspecifikke udstillinger hos forskellige virksomheder samt en pop-up-udstilling på udendørsarealet, som giver publikummet mulighed for at opleve kunst i nye og uvante rammer. Museum Ovartaci har i mange præsenteret publikum for rå og vild kunst skabt af personer med psykiske lidelser, samtidig med at de har formidlet psykiatriens historie til omverdenen.

Ni særudstillinger i husene hos områdets virksomheder og uddannelsesinstitutioner og et mini-museum, der etableres på INCUBA Skejbys udendørsareal, kommer til at danne ramme om hele udstillingen. Ovartaci Fields tager udgangspunkt i museets eksisterende kunstsamling, men inddrager også nyskabte værker af kunstnere med et tilhørsforhold til psykiatrien og donerede værker af prominente navne.

LÆS OGSÅ: Underjordiske vikinger i Den Gamle By

Aarhusianerne inviteres indenfor
Business Park Skejby har de sidste år udviklet sig til et erhvervsmæssigt kraftcenter. Omkring 150 vidensbaserede virksomheder, store uddannelsesinstitutioner og Skandinaviens største universitetshospital holder til i erhvervsparken. Ovartaci Fields bliver en slags ”kunstrute” der snor sig gennem parken, hvor virksomhederne inviterer aarhusianerne indenfor.

Ovartaci Fields er i tråd med Aarhus 2017-temaet, RETHINK, hvor sammenkoblingen mellem museum og erhvervsområde er gentænkt. Arne Vesterdal, bestyrelsesformand i foreningen Business Park Skejby, uddyber:

’Vi tror på, at projektet både kan løfte museet og erhvervsparken og skabe noget virkelig interessant herude. Vi har allerede nu et levende erhvervs – og studieliv i Skejby og vil gerne tiltrække flere oplevelser til området.’

Udstillingen åbner i maj 2017 og programmet til udgangen af året omfatter kunstevents, koncerter, foredrag og virksomhedsbesøg.

SKRIV EN BESKED