Nordens to største kunstnere møder hinanden i Silkeborg, når Museum Jorn i foråret 2017 viser udstillingen Jorn+Munch.

I kraft af et enestående samarbejde med Munchmuseet i Oslo er det nu muligt at præsentere et stort udvalg af Edvard Munchs hovedværker i Midtjylland som et højdepunkt i programmet for Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.

Edvard Munch (1863-1944) og Asger Jorn (1914-1973) er uden sammenligning de to nordiske kunstnere, som har opnået størst international udbredelse og anerkendelse. Udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg bliver således et storslået møde mellem to kunstneriske sværvægtere og en sammenstilling af hovedværker i absolut verdensklasse.

‘Udstillingen sætter fokus på Munch og Jorns inspiration fra kvinden, kærligheden og de stemningsfulde nordiske landskaber. Begge kunstnere er optagede af kærlighedslivets mangfoldige faser og forviklinger. De gengiver alle aspekter af vores komplicerede relationer til hinanden og spejler dermed vores samtid. Samtidig udforsker de på hver deres måde de maleriske processer og mediets muligheder og begrænsninger,’ siger Lars Hamann, der er kommunikationschef hos Museum Jorn.

En skelsættende udstilling
Jorn mødte aldrig Munch, men kort tid efter Anden Verdenskrig krydsede Jorn illegalt grænsen til Norge for at opleve en stor mindeudstilling af Munchs værker på Nasjonalgalleriet i Oslo. Her så han for første gang Munchs sene værker. En oplevelse, der forandrede Jorns kunstneriske udtryk fremover. Munchs sene malerier er spontane og intense og viser resultatet af hans mere end 40 år lange vej mod den maleriske frigørelse, der skulle blive et kreativt udgangspunkt for den meget yngre Jorn.

Udstillingen på Museum Jorn viser desuden, hvordan Jorn direkte har hentet inspiration fra specifikke værker af Munch. Han overtog aldrig Munchs metoder og motiver, men brugte dem som grundmateriale i udviklingen af sit eget kunstneriske billedsprog.

‘Det, der knytter Munch og Jorn sammen, er både den livskraft og skaberglæde, deres billeder udstråler, og deres evne til at gengive de følelsesmæssige udfordringer, som ethvert menneske gennemlever. De beskæftiger sig begge med menneskets vilkår i det moderne samfund og kredser om temaer som forelskelse, sex, skønhed, splittelse, sorg og død i storslåede malerier og udtryksfulde træsnit,’ fortæller Lars Hamann

En drømmeudstilling på internationalt niveau
Med Jorn+Munch går en mangeårig drøm om at præsentere en af Asger Jorns mest betydningsfulde inspirationskilder i opfyldelse. Projektet sætter Jorns kunst i et internationalt perspektiv og gør Nordens to største kunstnere tilgængelige for et stort publikum.

Udstillingen på Museum Jorn omfatter 17 malerier og 28 grafiske værker af Edvard Munch samt 36 malerier og 25 værker på papir af Asger Jorn.

Jorn+Munch er kurateret af Oda Wildhaugen Gjessing og Lars Toft-Eriksen og organiseret af Munchmuseet, Oslo, Norge, i samarbejde med Museum Jorn, Silkeborg, Danmark, med indlån fra flere udenlandske museer og private kunstsamlere. Udstillingen vises først i Oslo fra 15. oktober 2016 – 15. januar 2017 og på Museum Jorn i Silkeborg fra 11. februar – 28. maj 2017.

DEL

SKRIV EN BESKED