Du kan snart opleve Aarhus’ historie fortalt under jorden i Den Gamle By. ’Aarhus Fortæller’ tager dig tilbage til vikingetiden, men giver dig også et kig ind i fremtiden.

En ny attraktion i Den Gamle By tager gæsterne med under jorden. Med udstillingen Aarhus Fortæller kommer man én etage og 1200 år tilbage i tiden. Udstillingen kommer til at gøre brug af forskellige virkemidler. Fra de mere præcis og nøjagtige modeller til filmiske effekter, lyde og lugte, fra fotos til spil, som gæsterne kan være en del af og deltage i. Udstillingen skal lægge op til dialog generationerne imellem.    

Udstillingen starter i Ferdinand Sallings forretning, som er placeret i Den Gamle Bys kvarter fra 1974. Her tages elevatoren en etage ned, hvor man bliver taget tilbage til vikingetiden. Via en kronologisk tilrettelagt vej bliver man efterfølgende mødt af Aarhus Domkirke og dens historie, byens borgere og handlen med varer, Aarhus’ udvikling til at blive Jyllands største by og afslutningsvis byens seneste udvikling og fremtid.

Udstillingen fortæller om byen og aarhusianernes historie fra vikingetiden til nutiden. Den fortæller om de nuværende aarhusianere, de tidligere og de fremtidige. Se den fulde beskrivelse af udstillingen på Den Gamle Bys hjemmeside her.

For første gang vises Aarhus’ samlede fortælling
Den underjordiske udstilling åbner i april og rummer 700 kvadratmeter. Udstillingen er permanent og Den Gamle Bys bidrag til Aarhus som europæisk kulturhovedstad 2017. Aarhus Fortæller er en udstilling der viser byens samlede fortælling – noget som Aarhus ikke tidligere har haft. Udstillingen vil også kunne opleves efter kulturhovedstadsåret er slut.

Købmand Ferdinand Sallings Fond og Købmand Herman Sallings Fond har doneret 70 millioner kroner til realiseringen af det store projekt i Den Gamle By.

DEL

SKRIV EN BESKED