Fra næste år kommer kulturhuset, Dokk1, til at danne ramme om DRs udsendelser. DR vil tættere på aarhusianerne, byen og naturen.

Det er ikke sikkert, at vejrudsigterne bliver bedre i 2018, men hvis man bor i Aarhus, så bliver vejrudsigten til gengæld meget mere lokal.

DR Sporten og DR Vejret skal fra næste år sende sine udsendelser fra Aarhus’ kulturhus, Dokk1. Kulturhuset er en del af byudviklingsprojektet ’Urban Mediaspace’, som netop nu er i gang med at omdanne Aarhus’ inderhavn til et attraktivt og levende byrum. DRs nye placering er på ingen måde valgt ud fra tilfældighederne. Seerne skal nemlig kunne fornemme Aarhus’ pulserende byliv i samspil med de smukke naturomgivelser.

’Vi har valgt at placere os et sted, hvor man kan mærke byen og dens udvikling, hvor mennesker mødes og hvor man kan se årstiderne og vejrets skiften uden for studiet. Hele ideen er at skabe et studie-set-up, hvor man fornemmer byen i højere grad end man gør i et almindeligt tv-studie,’ forklarer underdirektør Anders Kern Boje fra DR Nyheder.

At DR vælger, at flytte udsendelserne til Aarhus er et led i en større plan. I 2016 meddelte DR, at man havde besluttet at flytte flere redaktioner fra DR Byen i København til redaktionsmiljøer i både Aarhus og Aalborg.

Det går i luften februar 2018
DR forventer at sende fra det nye studie på Dokk1 den 1. februar 2018. Aarhusianerne må altså væbne sig med en smule tålmodighed. Der er en masse klargøring forud for flytningen, blandt andet skal alle funktionaliteter, som gør at der kan afvikles tv-produktioner, bygges op.

Det nye tv-studie skal placeres på Dokk1’s niveau 1, hvor der også er mulighed for udendørs optagelser. Her er der udsigt over både midtbyen og havnemiljøet.

Arkitektfirmaet schmidt hammer lassen architects, som har tegnet Dokk1, får ansvar for at indrette DRs nye studie.

DEL

SKRIV EN BESKED