Et foredrag med Hella Joof er et af punkterne på programmet, når Aarhus Business College inviterer til uddannelsesmesse den 24. januar.

Mange forældre har en rød studenterhue på loftet, og det kan være nærliggende at råde junior til at få det samme.

Men i 2017 er der mange ungdomsuddannelser at vælge imellem, og det er en god idé at snuse til flere forskellige muligheder for at finde den rigtige løsning til den enkelte teenager.

Stadig flere vælger den erhvervsfaglige studentereksamen EUX, hvor man både får studenterhue og svendebrev i hånden. Aarhus Business College inviterer 24. januar alle mødre (og børn og fædre) til en uddannelsesmesse med fokus på alle de muligheder, der er med en EUX-uddannelse.

På messen er der mulighed for at møde både Aarhus Business College, Aarhus Tech, SOSU Aarhus, Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, Institut for Odontologi og Oral Sundhed og Via Beklædningshåndværker.

Foredrag for enhver
Undervejs på messen er der foredrag med instruktør, debattør og tv-vært Hella Joof, der fortæller om, hvordan lykken ikke altid er at gå den samme vej som alle andre. Mens mor lytter til Hella Joof er der mulighed for de unge at få et skud positiv energi fra forfatter og coach Søren Lynge, der fortæller om gode vaner og godt selvværd.

En faglært uddannelse er spændende, udfordrende og praksisnær. Den giver adgang til arbejdsmarkedet fra den dag, den unge står med svendebrevet i hånden, og samtidig er der udsigt til, at vi i de kommende år kommer til at mangle tusindvis af faglærte hænder.

Jobsikkerheden for mange faglærte ser altså lysere ud end for mange andre uddannelsesgrupper. Samtidig er der mange faglærte, der målt på løn og beskæftigelse trumfer personer med kort- og mellemlang videregående uddannelse.

Alt det kan mødre (og børn og fædre) høre mere om til Mors u-DAG 24. januar.

Uddannelsesmessen vil finde sted på Sønderhøj 28 i Viby d. 24. Januar kl 16. Du kan læse mere her.

SKRIV EN BESKED