Når man kommer ind på et af de helt store hotspots i Aarhus’ kulturelle miljø, Aarhus Street Food, vil der snart være endnu flere madoplevelser at vælge mellem. Der åbner nemlig tre nye køkkener i starten af marts.

Præcis hvilke kulinariske oplevelser man kan sætte tænderne i, er ikke helt på plads endnu. Et opslag i december gjorde det klart, at de ledte efter anderledes smagsoplevelser, der ikke allerede kunne findes i andre køkkener på spisestedet.

Med udvælgelsesprocessen godt i gang forventes der nyt om de nye køkkener i slutningen af januar.

Rå og autentisk stil
Aarhus Street Food er på kort tid blevet et populært spisested i hjertet af Aarhus. Stedet er inspireret af Borough Market i London, der ligger ved siden af en togstation, og hvor en række mindre stande sælger mad og fødevarer til de besøgende.

Lokalerne hos Aarhus Street Food er den gamle DSB busgarage på Ny Banegaardsgade, med Rutebilsstationen på den ene side og forbipasserende tog på den anden.

Hos Aarhus Street Food er der et væld af madboder der sammen med både cocktail-, kaffe-, øl- og vinbarer sikrer at man kan få noget godt at spise, uanset om man er til moderne nordisk mad, vietnamesisk street food, caribisk barbecue eller grilled cheese sandwiches.

DEL

SKRIV EN BESKED