Aarhus Letbane advarer mod at krydse skinnerne ved Aarhus Nærbane, trods lukningen af strækningen.

Det kan være fristende at tage en genvej over sporene ved havnen, hvor Aarhus Nærbanes nedlagte skinner indtil august 2016 transporterede folk til og fra byen.

Men det er med livet som indsats, ifølge sikkerhedschef i Aarhus Letbane, Claus Pedersen.

‘Det er både forbudt og alt, alt for farligt. Selv om der ikke længere kører nærbanetog på strækningerne mod Odder og Grenaa, kan man komme helt galt afsted. Vi er nemlig ved at omdanne den gamle nærbane til letbane, og det betyder, at man pludselig kan blive overrasket af store jernbanekøretøjer, der er ude for at justere skinner eller hænge kørestrøm op til de kommende letbanetog,’ siger han i en pressemeddelelse.

Støjsvage letbanetog
Det er ikke kun maskinel beregnet til at bygge letbanen man kan støde på, man kan også blive overrasket af et af de støjsvage letbanetog, som tester skinnerne på strækningen i høj fart.

‘Jeg kan ikke advare nok mod at krydse eller gå på den gamle nærbane. Vores nye letbanetog kører på strøm, og er så lydsvage, at når du endelig hører dem, er det for sent,’ forklarer Claus Pedersen.

Aarhus Nærbane er næsten 100 km lang og både arbejdet med at omdanne den til letbane og testkøre letbanetog bevæger sig hele tiden rundt på den lange strækning. Man skal med andre ord ikke lade sig narre af, at der i en længere periode ikke kører tog på en bestemt strækning.

‘Vores klare råd er, at respektere skilte og afspærringer og aldrig at gå over eller på skinnerne på den gamle nærbane. Det er livsfarligt,’ fastslår Claus Pedersen.

DEL

SKRIV EN BESKED