2017 står i kulturens tegn i Aarhus, men allerede i år er der fine tilbud at benytte sig af. Snup en bycykel og drag på kulturopdagelser.

BØRNEFJERNSYNETS HISTORIE (2016)
Den 5. maj åbner en ny udstilling i Den Gamle By, som kommer til at køre resten af året. I samarbejde med DR bliver der sat fokus på børnefjernsynets historie – helt fra 1960’ernes dukker til nutidens Ramasjang. Den Gamle By selv udtaler, at den vil appellere til mange generationer, som forhåbentlig vil hygge sig med at se tilbage på netop deres barndoms tv-minder.

GLADIATORER SOM HELTE (2016)
Den 22. april giver Moesgaard Museum dig mulighed for at rejse ind i et forhistorisk univers, hvor krigeriske gladiatorer tilbedes som helte. I udstillingen, der har lånt over 200 genstande fra alverdens museer, vil publikum bl.a. kunne træde ind på Colosseum, som iscenesættes med scenografi, kæmpende krigere på film og lyden af hujende tilskuere.

THE GARDEN (2017)
I sommeren 2017 bliver Aarhus centrum for et nyt stort internationalt kunstprojekt i en zone på fire kilometer, når ARoS kulturhovedstadsbidrag ’THE GARDEN’ løber af stablen. Projektet består af tre dele: The Past, som kan opleves i ARoS’ udstillingsgallerier, The Present, som kan opleves i byrummet og The Future, som finder sted langs Aarhus Bugten fra Tangkrogen til Ballehage. Fortællingen spænder over en tidsperiode på 400 år, forholder sig både til fortid og nutid og vil samtidigt skitsere fremtidsscenarier.

RØDE ORM (2017)
Gør dig klar til en storslået udendørs teaterforestilling om én af vikingetidens største, fiktive heltefigurer. Vi følger hovedpersonen Orm, der som knægt tages til slave på et vikingeskib og med sit iltre temperament langsomt accepteres som medlem af besætningen. Røde Orm bliver opført på taget af Moesgaard Museum 29 gange med plads til 3.500 siddende publikummer pr. aften.

CYKLO (2017)
I 2017 kan du spænde hjelmen og tage på cykelfestival. Over to dage omdanner CYKLO Frederiks Allé og Musikhusparken til cykelhimlen for alle med hang til gear, slanger og kædetræk. Få pimpet din cykel, gå på opdagelse på cykelmessen og oplev gratis cykelkunst og events for cyklister i alle aldre. Forsyn dig med lækkerier fra Kul-
broens madmarked, når sulten melder sig og hep med, når der køres dragrace, sprint og børnefræs på CYKLOstriben.

DEL

SKRIV EN BESKED