Hop på bycyklen og følg ruten rundt til Aarhus’ arkitektoniske perler med rum og sjæl.

GODSBANEN
Tilbage i tiden var godsbanen Aarhus’ knudepunkt for handel og trafik. I dag fungerer stedet som centrum for byens kulturelle og kreative vækstlag og har gjort det siden 2012. Udover at gå på opdagelse i de gamle banearealer, kan du gå op på taget og iagttage det meste af Aarhus. Blandt andet har du et godt udsyn til ARoS og Botanisk Have.

ERHVERVSARKIVET
I den aarhusianske arkitekthistorie er det måske Hack Kampmann, der fylder allermest. Han står blandt andet bag Marselisborg Slot og Aarhus Teater og altså også Erhvervsarkivet, tegnet i 1902. Her finder du vel nok byens smukkeste rum, ’Læsesalen’. Bygningen blev nemlig oprindeligt opført som Statsbibliotek, og først i 1963 overtog Erhvervsarkivet bygningen. Læsesalen er hovedrummet, hvoromkring alle funktioner ligger, og det høje rum belyses fra tre store loftshvælv med ovenlys, rigt dekoreret med stuk på loftfladerne.

KRYPTEN UNDER VOR FRUE KIRKE
På din cykelfærd gennem Aarhus bør du lige dvæle ved Vor Frue Kirke. Den stemningsfyldte og flotte krypt nedenunder er nemlig det ældste byggeri, der findes i byen. Selve kirken er også stadig en fin, lille klosterkirke. Da den blev opført i år 1060, var det faktisk Nordens første stenkirke.

DOMKIRKEN

Ingen arkitektonisk rundtur uden et stop ved Domkirken, der lige fra sin begyndelse har været helliget til de søfarendes helgen, Skt. Clemens. Dens beliggenhed på Store Torv gør den til én af Aarhus’ mest markante bygningsværker, og det store kirkerum (der med sine 93 m er Danmarks længste) er en fantastisk oplevelse at bevæge sig igennem.

AUKTIONSHUSET
Det fredede hus på Mejlgade 45 står originalt, som det blev opført i 1869, med højt til loftet og udsmykkede balkoner. Selvom lokalet langt fra er det ældste i Mejlgade, fortæller det meget fint historien om denne gade, som gennem flere århundreder var et spirende centrum for handel og håndværk. Gør dig selv den tjeneste også at stoppe i Mejlgades øvrige baggårde, som alle er voldsomt hyggelige.

KLINTEGÅRDEN
Ved kystvejen fornemmes bebyggelsen ’Klintegården’ som en høj hvid afslutning på byens bebyggelser langs vandet. Gå gennem porten, ud på ’dækket’ mod vandet – allerede her er der en maritim fornemmelse, der virker rigtig i relation til Klintegårdens placering på kanten af byen. Herfra kan havnearealerne betragtes – i 30’erne så man ud over vandfladen og den gamle lystbådehavn, men nu dækker de imponerende nye byggerier det meste af horisonten.

DEL

SKRIV EN BESKED